English below ☟
Selvom jeg er og altid har været en planlægger, så går det ikke hele tiden lige efter bogen. I denne uge var det meningen, at jeg skulle have min ”recovery week” ifølge denne plan – tanken var, at jeg skulle på Mashup tour med mit arbejde og derfor ikke ville have så meget tid til at øve mig. Derfor var det oplagt, at jeg kunne holde fri med god samvittighed, når jeg alligevel brugte det meste af dagen på arbejdet. I mit hoved havde jeg tænkt, at jeg nok ikke skulle medvirke i mere end et par numre, hvor jeg højst sandsynligt skulle lægge nogle akkorder eller spille keys – men virkeligheden blev dog noget helt andet.
Mandag morgen mødte jeg frisk ind på arbejdet, halvanden time før vores mødetid på den store øvedag, hvor vi sammen skulle øve på de numre, der skulle spilles på touren. Jeg startede, som altid, med mit lille opvarmningsprogram bestående af et par skalaer og kadencer, inden jeg gik i gang med at øve på min Chopin ballade nr. 2, som jeg i øvrigt også skulle have hovedfag i om fredagen (sammen med Bach toccata i Gm). Efter en grundig øvning, bevægede jeg mig hen på højskolen, hvor vi alle skulle mødes. Her skulle jeg først øve med min lille trio – jeg havde arrangeret Danse Macabre af Saint-Saëns for klaver, violin og marimba, som bl.a. skulle spilles ude på skolerne. Derefter gik jeg sammen med mine kollegaer i gang med dagens store øvning. Det viste sig, at der kun var 1 nummer ud af 8, jeg ikke var med på. Lidt forvirret og rundt på gulvet, kastede jeg mig således ud i projektet med åbne arme. Eftersom de fleste numre var af rytmisk herkomst, skulle jeg nu ”lære” at spille i band. Alle improviserede henover hinanden og fandt på hvad de skulle spille, samt hvad der gik godt i spænd hen ad vejen – hvilket er noget af en markant omvending for mig, som altid bare har lært at spille efter noderne. Men jeg kunne jo ikke bare kaste håndklædet i ringen og gå min vej – chefen aflønner mig jo ikke for at lave ingenting. I stedet trak jeg på skuldrene, skruede et smil på læben og tænkte, ”jeg aner ikke, hvad jeg laver, men nu prøver jeg bare noget!” Og tænk engang – det endte faktisk med at blive ganske fint!
I starten spillede jeg dét, man i den rytmiske verden nok anser som værende kedelig – for det var bare en masse flydeakkorder, eller de samme akkorder med forskellige rytmer (tak hjerne, for din evige kreativitet…), for jeg havde seriøst ingen idé om, hvordan man spillede fedt. Men så kom bandlederen hen og trykkede på nogle forskellige knapper – og lige pludselig sad jeg og spillede orgel! Eller, det var hvert fald den klang, som kom ud af mit keyboard. Jeg fik instrukser på, at jeg skulle prøve at lægge mine akkorder omvendt og dit og dat, og så prøvede jeg igen. Allerede nu havde den en helt anden samklang sammen med de andre instrumenter, og betydeligt til det bedre og lidt sjovere. Pyyyyh-ha, så var første nummer reddet!
Herefter kastede vi os ud i den ene sang efter den anden – nogle af numrene skulle jeg lytte klaveret af på selve indspilningen (som altså ligger i en anden toneart) og lure, hvad der blev spillet i baggrunden henover versene, hvorimod ved andre numre måtte jeg spille helt frit (men dog fylde de mange pauser ud med noget solo). Jeg tør æde min hat på, at jeg den dag spillede helt forfærdelig mange fejl og vrøvl end, hvad jeg ellers har gjort de seneste mange måneder – og også flere, end hvad jeg ellers ville have tilladt mig selv. Men jeg bliver nødt til at indrømme, at det altså var virkelig sjovt!
Vi klassiske pianister bruger så meget af tiden på at tænke over, hvordan vi kan få musikken til at leve, til at have personlighed og til at klinge af noget. Men der er så mange ”uskrevne” regler, vi mener at skulle holde os indenfor, at vi til tider kan være bange for at skille os ud, fordi det lyder forkert. Så derfor øver vi mere eller mindre på samme måde, med samme mål for øje – at det skal være historisk korrekt og i en eller anden grad lyde som en indspilning, at vi glemmer det sjove i processen. For tænk nu: hvad hvis der ikke havde været en indspilning, vi kunne læne os op ad? Eller hvis alle bøgerne om opførelsespraksis ikke fandtes? Så var vi jo tvunget til at finde ud af det hele selv – netop ved at eksperimentere. Vi aner jo ikke, hvordan det kommer til at lyde, hvis ikke vi tør lege med vores instrument. Og hvis der er noget, jeg kan tage med mig fra denne uge, så er det, at man bare skal kaste sig ud i det. Prøv dig frem. Hvis ikke det lyder godt, så dropper vi det – men hvis det gør, så bliv ved med at eksperimentere indtil det lyder virkelig fedt. Dét er altså noget, vi klassiske kan lære af de rytmiske!
Ikke nok med det, blev jeg også tvunget til at genopfriske mit prima- og seconda vista spil, som jeg ellers (desværre) forsømmer for tit. Jeg fik nemlig lige akkurat 24 timer til at lære et helt nyt stykke, som jeg skulle akkompagnere til. Og her bliver jeg lige nødt til at nævne, at det er de færreste akkompagnementsstykker, man bare kan tage fra bladet. Ofte ligger klaverstemmen enten virkelig akavet eller også skal man bare have spillet afsindige mange Liszt etuder og sonater for at kunne spille alle de mange oktaver, der oftest er, når man akkompagnerer messing. Sé, normalt ville jeg været gået fuldstændig i panik og tænkt, ”det klarer jeg aldrig”. Men igen: du har simpelthen ikke noget valg, når det er arbejdsrelateret. Jeg er jo professionel pianist, jeg kan ikke bare sige, ”nej, det kan jeg ikke nå at lære” eller lige pludselig melde mig syg på dagen. Så hvad jeg gjorde, for at kunne spille det efter blot 20 min var, at jeg begyndte at reducere med det samme. Stregede heftigt ud i noden, skrev becifringer over noderne og øvede med metronom med det samme, for at holde pulsen. Fordi det ikke er solo, skal akkompagnementsstemmen bare lyde cirka, som der står – derfor kan jeg frit omlægge akkorder, så længe bassen og melodistemmen forbliver uforandret. Men med den mentalitet, klarede jeg sgu opgaven – og vi kunne allerede sætte det sammen på dagen, og det lød sgu godt! Jeg var ret overrasket (og også stolt)!
Sidst men ikke mindst, har jeg altså ikke øvet mig ret meget mere end 1 time om dagen på mine solostykker – min hovedfagstime i går gik faktisk overraskende godt. Jeg kunne dog godt fornemme, at jeg i løbet af de sidste 7 dage kun hat øvet på keyboards – så klangligt skulle mine ører lige tune sig ind på den ”rigtige” lyd af et klaver. Men ellers ingen klager her.
Så selvom min recovery week godt og grundigt blev af blæst pga. dette lille projekt, så sidder jeg nu alligevel tilbage med fornyet energi – selvom jeg havde forventet, at jeg ville have brug for en pause. I dag havde jeg således min første ”heavy day” i denne uge kun med solostykker, og jeg er hverken for træt eller udmattet – blot glad og taknemmelig for mit job, som gør, at jeg også kommer til at prøve kræfter indenfor andre genrer, for det giver mig på en magisk måde mere, end hvad jeg nogensinde ville have troet.
A different week
Even though I’ve always been a big planner, I can’t always really stick to the plans. This week was supposed to be my recovery week according to this plan. I’ve been at a Mashup tour with my work, which means that I haven’t been able to practice as I should. Therefore, it was kind of obvious to use this week as a recovery week, so I could take some time off when I got home after a long day of rehearsal and concerts. I’ve thought that I only participated in some of the songs – only playing chords on the keyboard or some keys – but reality was completely different.
Monday morning, I entered the practice room at work 1,5 hours before our meeting time – we were supposed to use this day as “The Big Practice Day”, playing all the songs on the tour. I started, as always, with my little warm up routine with some scales and cadenzas before moving on to my Chopin ballade no. 2, which I was supposed to have a lesson on this Friday (together with my Bach toccata in Gm). After a thorough session, I met up with my little trio – I’ve arranged Danse Macabre by Saint-Saëns for piano, violin and marimba. After that we got started on the practicing for real. It turned out that there was only 1 out of 8 songs, I wasn’t participating in. A bit surprised and in a flat spin, I started to play together with my colleagues on the first song. The majority of the songs are rhymical related, so I was supposed to “learn” how to play in a band. Everyone was improvising something and came up with what they should play on the road – this is a big turning point for me, because I’ve always been taught to play after the score. But I couldn’t just give up and leave – my boss doesn’t pay me for doing nothing. Instead, I shrug on my shoulders and smiled while I thought, “I have absolutely no clue on what I’m doing, but now I’ll just try something”. And guess what – it turned out to be just fine.
In the beginning, I played very boringly – only chords or if I was really creative, the same chords but now with a rhythm, because I really had no idea what to do. But then the leader of the band came to me and pushed some buttons on the keyboard – and suddenly I was playing the organ! Or, it sounded like one. I got instructions on putting my chords in a different register and progression and so on, and then I tried again. This time, it sounded different, but more in harmony with all the other instruments. Hallelujah!
Afterwards, we went through piece by piece. Some of them, I had to listen to the piano playing from a recording (which was in a completely different key as well) and with other songs, I could basically do anything I wanted. I bet that I played more “mistakes” and nonsense than I’ve done in months, or that I normally would allow myself. But I must admit, it was so much fun!
As a classical pianist, I often think about how to make the music be alive. To have a personality and to sound. But there are so many “rules” we are supposed to respect, that we sometimes are afraid of being too different, because then it will sound wrong. So, we more or less always practice in the same way with the same intentions – it has to be historically correct and in a way like a recording. But we forget ourselves and the fun in the process. Because, what if there were no recording? Or books that tells us what is the right and wrong way to play? Then we will be forced to find out on our own – by experimenting. We have no clue how it will sound if we are afraid of playing and fooling around our instrument. And if there is something, I can take with me from this week, it is that we just have to try. If it doesn’t sound good, then whatever! But if it does, we should keep trying until we are satisfied. That’s something we classical musicians can learn from the rhytmical!
That wasn’t all – I also got revived in my prima vista and seconda vista, which I must admit, miss a lot in my daily practicing. I got around 24 hours to lean a totally new piece, where I have to accompany. And here I must add, that it is far off all accompaniment pieces we can play prima vista, just like that. Often, the piano part is either really uncomfortable or you must have played many Liszt etudes and sonatas in order to play all those octaves when you have to accompany brass. Well, normally I’ve been panicking and thinking, “I can never make that in such a short time”, but again, when it’s in relation to work, you just have to do it. I’m a professional pianist, I can’t just say “no, I can’t learn that” or report sick in the day of performing. So, what I did was, that I begin to reduce the piano part immediately. Crossed of many notes and wrote all the chords in the top and practiced with a metronome in order to keep the tempo. Because it isn’t solo, all I had to do is to play the bass and melody and keep the tempo – all the other chords, I could rearrange so it fits better. With this method, I could actually play the piece after 20 minutes and we already rehearsed on the same day. I was kind of surprised!
Last but not least, I haven’t been practicing on the solo pieces for more that 1 hour per day – but my solo lesson yesterday went surprisingly well. Well, one could probably hear that I’ve only been practicing on keyboards for 7 days now, so my intonation and the sound had to be tuned in again, but apart from that, no complaints from here!
So, even though my recovery was as good as non-existing, I still feel energetic now. Today, I had my first “heavy day” this week only playing solo pieces, but I am neither tired or exhausted – but very grateful and happy for my job, that keeps challenging me and open my horizons. Because it actually gives me much more than what I can hope for.
