Prima vista

English below ☟

 

Vi kender det fra os selv. Dét der med at få nogle noder foran sig, man måske aldrig har set før. ”Kan du ikke lige spille det her?”, blev der spurgt. ”Jo da”, tænker du, inden du begynder at orientere dig i nodebilledet. Toneart, taktart, tempo og struktur. Bagefter begynder du at spille fra bladet. Måske er du én af dem, der kan spille det fra start til slut uden de store problemer – så er du godt nok heldig! For dét at være en god bladlæser åbner mange døre.

 

Men dog har vi også en tendens til at se de elever, der kommer hakkende igennem opgaven med lidt sved på panden – hvis ikke de har nået at give op inden. De udstråler frustration og er tydeligvis pinligt berørte – nogen undskylder måske med det samme. Som vi ved, er dét at spille fra bladet ikke det samme som at lære nyt repertoire. Forskellen er, at eleven måske bruger flere uger eller endda måneder på at lære 1. satsen af en Beethoven sonate, mens at prima vista er, at du skal ”få det til at virke” lige nu og her. At være skarp i den ene disciplin betyder ikke nødvendigvis, at man er på samme niveau med i den anden. Prima vista er altså noget, man bliver nødt til at træne separat.

 

Men hvad kan man egentlig gøre, for at gøre prima vista nemmere og sjovere for ens elever? Hvilke typiske faldgruber skal man undgå at falde i?

 

1. At tælle noderne

Jeg kender det især fra starten af mine klaver-år og har sidenhen set det hos utallige nybegyndere – dét at tælle musikalfabetet fra c til dén tone, man skal spille på. Hvis det gøres, mens der øves prima vista, kommer det til at tage en evighed at orientere sig. Prøv at bestemme dig for et par noder i hver nøgle, man altid skal kunne finde som hjælpenoder – fx midter-c, og g i G-nøglen samt f (mellem prikkerne) og c i f-nøglen. På den måde kan man mindske ”tælle”-tiden lidt mere.

 

2. At bruge for lang tid på nodenavne

Det er meget sundt at træne, hvad noderne hedder en gang i mellem. Men hvis eleven først skal navngive alle noderne i eksempelvis melodien inden vedkomne går i gang med at spille, er det faktisk også en hindring. Det ville være nemmere, og også mere overskueligt, hvis man orienterer sig i intervaller på nodebilledet. Går det trinvist eller springer melodien? På den måde bliver det også nemmere at øve fx transponering.

 

3. At tage sig for god tid

Især hvis man dvæler for meget ved hver enkelt node, fordi man liiiige skal finde ud af, hvad der kommer næste gang. I prima vista er det vigtigt hele tiden at være lidt foran med øjnene. Prøv at træne med eleven, at når først man er gået i gang, må bussen ikke standse før den er i mål. På den måde bliver der også trænet kontinuitet – både i nodelæsningen, men også pulsen. Hvis det er for vanskelig en opgave, kan man evt. klappe melodien først og derefter gå i gang med at spille den.

 

4. At vælge for svær en opgave

Jeg kender det fra mig selv. I mange år har jeg haft følelsen af en sort klap der går ned, hver gang jeg skulle træne prima vista, som primært skyldes, at jeg aldrig har haft følelsen af at kunne gennemføre en opgave godt nok. Hellere vælge nogle lidt mere letbenede opgaver til eleven, så man langsomt opbygger en selvtillid og følelsen af, at det ikke er så svært, som det lyder. Det gør opgaven sjovere og eleven bliver mere motiveret, hvis det rent faktisk går godt.

 

5. At stresse eleven

Her tænker jeg ikke kun på selve præstationsdelen fra elevens side, men også på, hvordan man introducerer prima vista-konceptet. Der findes et hav af prima vista apps derude til tablets, iPads osv., og det er også en ganske udmærket måde at træne på. Men man skal også være opmærksom på, at nogle af de apps kan stresse eleven for meget. Fx kan jeg huske, at jeg i en periode skulle træne mit bladlæsning med en app, som havde metronom på i baggrunden til at hjælpe én med at holde rytmen samtidig med, at den fjernede en halv takt ad gangen lige når man skulle til at spille den, for at træne øjnene til konstant at være foran. Det blev simpelthen for meget for mig. Så ville jeg hellere have et lille stykke eller en bid af et stykke, hvor jeg kunne øve tingene i mit eget tempo. Det gik også meget bedre bagefter 😉

 

Prima vista er et rigtigt vigtigt redskab at kunne, uanset om man er koncertpianist eller nybegynder. Det gør det meget nemmere og sjovere at øve sig samtidig med, at det styrker ens nodelæsning og rykker på ens generelle niveau. Men det kræver også, at man træner det regelmæssigt. Derfor er lige så vigtigt for lærerne at introducere dette middel til eleverne, som det er for dem selv at holde formen ved lige.

 

Sight reading

We know it from ourselves. When we others put a score in front of us we might never seen in our lives, while they kindly ask you to “just” play that. “Of course”, is the first thing that comes to your mind, right before you start to make an overview of the piece. You check out the key, the time signature, the tempo and the structure, and then you simply start to play. Maybe you are one of the lucky ones that can play through the entire piece without any big problems – then you are really lucky! Being a good sight-reader can open up many doors in the music world.

 

But I must say that the majority of the students might have issues with sight-reading. The struggle with the feelings of frustration, demotivation and embarrassment when they don’t succeed. Some might even start to apologize. As we know, practicing sight-reading isn’t the same as learning new repertoire. The difference is that some students might use weeks or even month learning the 1st movement of a Beethoven sonata while sight-reading is how to make things “work” right here, right now. Being good at one of the disciplines doesn’t necessarily mean that you are at the same level in the other. Sight-reading is something you need to learn and practice separately.

 

But what can you do in order to make sight-reading more fun for your students? And which pitfalls do you have to stay away from?

 

1. Counting the notes

I remember this when I started to play the piano and have seen it at many beginners since – when you have to count all the way up to the note, you have to play. If you are doing so while practicing sight-reading, it will take an eternity to make an overview of the piece. What you can do instead is to have some “landmarks” that will make it easier to find the notes – e.g. the middle C and the g in the G-clef and the c and f in the bass-clef. In this way, you might eliminate some of the “counting”-time.

 

2. Using too much time on note naming

Sure, it is very healthy to train the name of the notes from time to time. But if you have to name every note you are about to play before you give it a try, it can become an obstacle. It will be easier actually to focus on the intervals instead. Is the melody moving gradually or does it skip a note? In this way, it will also be easier to transpose the melody if needed.

 

3. Taking too much time

This one especially if you wait too long at every note because you juuuust have to figure out what is coming next. While practicing sight-reading, it is important to keep your eyes moving all the time – just a note or two ahead. You can practice with your student that once you start to play, the bus doesn’t stop until the final destination. In this way, you will train the continuality in sight-reading and the rhythm at the same time. But if it seem to be too difficult, you can simply clap the rhythm, during the piece before giving it a go.

 

4. Choosing a task that is too difficult

I know this by myself. In many years, I had the feeling of panic every time I have to practice sight-reading. What caused this was that I never truly felt that I could “succeed” a sight-reading task. You should rather choose a task that is slightly too easy in order to build up their confidence and the feeling of that it isn’t as difficult as it seems. This will also make sight-reading more fun to practice and they will actually feel encouraged and motivated.

 

5. Stressing too much

It is not only about how well the students do while they are under pressure, but also how we introduce the whole sight-reading concept. There are many apps out there designed for tablets, iPads etc., and it can be a fine way to practice your skills. But one should be careful that they don’t stress the student too much. I remember practicing my sigh-reading through an app with a very annoying metronome in the background, making sure that you keep your tempo while it also removed half a bar when you are just about to play it in order to make sure, that you are looking ahead. It was way too much for me. Then I prefer something on paper from a piece of simply one of the many sight-reading task books.

 

Sight-reading is an important skill to practice, no matter if you are a concert pianist or very new. It makes it more fun to practice while it also strengthen your ability to read scores and your general level. But it is also a skill that requires regular training. Therefore, it is as important for the teachers to introduce it for the students, as it is for yourself to keep the good shape.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.